Lange snuder på arbejde

Tekst: Jeanette Clausen

Nosework - det nye juhuord som dukker op alle steder. I hundemagasiner, på hjemmesider, på facebook. Jeg antog at Nosework nok var Hjernegymnastik på nye flasker. En trænerkollega skrev til mig, at det garanteret var ren retro. Fra dengang hundeejere var "over the moon" når deres hunde fandt en godbid i en papkasse. Men kunne det virkelig være rigtigt? Jeg begyndte at undersøge trænere som tilbød kurser i Nose Work. Her opdagede jeg at der er forskellige udlægninger af Nose Work. f.eks. var der flere som skrev at hunden skulle lære at markere ved duften f.eks. ved sit, dæk eller gø. øv, tænkte jeg, igen en sportsgren hvor hunde af de selvstændige / delvist selvstændige hundetyper og racer ikke er på lige pote med de samarbejdende hunderacer. Det kunne være lækkert hvis alle hundeejere kunne samles om en sportsgren, hvor relationer og hundes natur kunne "gå hånd i pote" uden nogen dikkedarer. Lydigheddøvelser er flimmer på vores skærm. Efter min mening vil det være brud på f.eks. en Hjortehunds natur og anatomi at træne markering/lydighedsøvelser som sit, dæk eller gø i et væk. Det ville blive alt for meget op og ned og ikke være specielt sjovt på den lange bane. Brandærgerligt, for der sidder en formidabel snude på den. Jeg hoppede af Nose Work vognen længe inden jeg overhovedet var hoppet på.

Hunden
Hundemagasinet "Hunden" udkom med en artikel om Nosework. Jeg syntes at det lød fantastisk at det var ejeren som skulle læse hunden. At hunden arbejder naturligt. Wauuu. Det måtte vi prøve i Myndeklubben. Jeg skrev til artiklens forfatter specialsøgningsinstruktør Sanne Andersen fra Lorup hundecenter. Hun er en af de få som er efteruddannet hos en af Nose Works grundlæggere; Ron Gaunt. Sanne skrev at det allervigtigste er at hunden lærer sin duft og at ejeren lærer at læse hunden. At man kan se hvad den tilbyder eller hvornår man kan observere "change of behavior". Det vigtige ligger således ikke i , at man lærer sin hund at markere. Det kan man senere forstærke hvis man ønsker det. For Nose Work er ikke lydighedstræning, men selvstændigt hundearbejde , hvor det er os som ejere, der skal lære af vores hunde. For hundene kan så meget mere på dette felt end vi mennesker kan. Jeg skrev til Myndeklubbens bestyrelse som straks gav grønt lys.

Nose work med Mynder
Samme dag invitationen til Nosework for Mynder var i luften, var holdet optaget. De deltagende racer var: 1 Greyhound, 2 Hjortehunde, 1 Ulvehund og 2 Whippets. Hundene havde forskellige aldre lige fra hvalp, ung til de ældre modeller. Vi mødtes indendørs i en træningshal i Fuglebjerg på Sjælland. Sanne viste sig at være en superdygtig instruktør med god forståelse for Mynderne. Hun tilpassede indlæringsmetoden præcis til hundene.

Der var masser af plads i træningshallen, så hundene kunne sagtens være med imens vi blev ført ind i Nose Works forunderlige verden. Vi hørte bla. om en af grundlæggerne; Ron Gaunt som i mange år havde arbejdet hos politiet i Los Angeles med hunde som skulle finde narko, bomber etc.Oprindelig udviklede han og to andre professionelle Nose Work som et aktiveringstilbud til internathunde der kedede sig. Det viste sig hurtigt at det gavnede de udadreagerende og usikre hunde på internaterne. De fik mere selvtillid og større livskvalitet.

Vi startede hundene op med frikadellesøg i forskellige beholdere og sluttede med et reelt duftsøg af Lavendel (Hydrolat). Der blev søgt højt og lavt i barnevogn og på stativer. Der var 1 hund som arbejdede af gangen. Det blev dermed tydeliggjort for os der kiggede på, at hundene havde forskellige læringsstile. Særligt overraskende var deres udholdenhed i øvelserne. Ens for alle hunde var at de var meget interesserede og hurtigt fangede pointen. Ejerne gav dem arbejdsro og alle hunde var i slappe liner. Det var en sand fornøjelse at være med til.

Det skal være sjovt
Det er vand på min hundemølle, at meningen med Nose Work er, at det skal være sjovt. Men også at det er en aktivitet hvor der er tænkt på hundens velbefindende f.eks skal hunden have arbejdsro, det er ikke i orden at sige nej, korrigere osv. Man kan godt sige at Nose Work er Hjernegymnastik på nye flasker. Man arbejder med hundens natur. Man styrker relationen mellem hund og ejer. Man kan træne i alle miljøer. Men Nosework er også en form for duftdiskriminering efter bestemte regler. Desuden kan man konkurrere i Nose Work. I USA, Sverige, Norge og Finland m.m. hitter Nose Work for familiehunde og som sportsgren. Der er forskel på hvordan reglerne er i forhold konkurrencer etc. På Myndeklubbens hjemmeside under "nyheder" er et opslag om at DKK arbejder på at etablere Nosework i Danmark. Jeg vil glæde mig til når denne hundesport går i luften, for det bliver spændende, at se alle hundetyper og racer konkurrere på lige poter. I rå, naturlig og oprindelig stil dvs. med ejere som kan læse deres hunde når den har fundet duften . Jeg er sikker på at vi vil se mange Mynder og deres ejere i tæt samspil på både træningspladser og på prøver. Når jeg tænker tilbage på de dygtige Mynder og deres engagerede ejere i træningshallen, den sensommerdag i september - er jeg ikke et sekund i tvivl om at vi vil gå all in på lystavlerne!!




Whippethvalp Noseworker - Foto: Lotte Evers


Hyggestemning - Foto: Jeanette Clausen


Whippet - Foto: Tina


Hjortehund næsearbejder - Foto: Tina


Whippethvalp - Foto: Tina


Hjortehund - Foto: Tina