Irsk Ulvehund
Race
Irsk Ulvehund
Oprindelse
Kelterne i Irland brugte store mynder til jagt på ulve, længe før romerne kom til øen. Fra middelalderen op til 1600-tallet var de irske kæmper værdsatte gaver til kongehusene i hele Europa. I 1400-tallet havde hvert grevskab i Irland pligt til at holde 24 ulvehunde for at beskytte bøndernes husdyr mod ulvenes hærgen. Da ulven gradvis forsvandt, faldt antallet af de store hunde til næsten ingen, men racen blev genskabt ved indkrydsning af skotsk hjortehund og grand danois.
Pelspleje
Pelsen beskytter godt i al slags vejr. Den er grov og hård og behøver kun en grundig ugentlig gennembørstning.
En irsk ulvehund er kort fortalt meget stor, venlig, kærlig, overbærende og aristokratisk. Af udseende er ulvehunden først og fremmest bemærkelsesværdig ved sin størrelse. Skulderhøjden er for hanner gennemsnitlig 88 cm og for tæver omkring 80 cm, mens vægten i almindelighed ligger på henholdsvis 65-70 kg og 50-55 kg hos voksne dyr. Man må altså være forberedt på, at en ulvehundenæse mageligt kan nå ind over ethvert køkken- og spisebord, og at fjernsynsskærmen er aldeles usynlig, når der står en ulvehund foran – og det gør der tit, hvis man deler hjem med sådan en.
Til trods for sin størrelse er ulvehunden på ingen måde klodset og besværlig at have indendørs. Den er rolig og stilfærdig, nærmest doven og tilbringer det meste af sin tid liggende eller spadserer fredeligt omkring. Den stiller ikke store krav til motion eller beskæftigelse, men trives naturligvis bedst ved at være i god kondition og bør have lejlighed til at røre sig frit, helst hver dag.
Ulvehunden blev oprindelig brugt til storvildtjagt, bla. på ulve (deraf navnet), og mange har stadig en del jagtinstinkt og vil i åbent terræn jage alt, hvad der bevæger sig. Den er bygget til at løbe hurtigt og langt, hvilket dens elegante kurvede linier og lette spændstige bevægelser afslører.
De almindeligste farver er gråbrindle (gråmeleret) og hvedefarvet (sandfarvet), men sort, rødbrindle og rødgylden forekommer også. Pelsen er middellang, strid og nem at holde.
På grund af sin ret passive livsførelse er en ulvehund forholdsvis småt tærende. Den sætter kun ca. 1 kg hundefoder til livs pr. dag.
Som vagthund egner en ulvehund sig dårligt; den tager venligt eller nådigt mod besøgende, især hvis huset er flittigt besøgt af fremmede. Dog har dens størrelse en afskrækkende virkning på “gæster” med ureelle hensigter, og dens følsomhed over for sine menneskers sindsstemning gør, at den straks registrerer og reagerer på uro, frygt eller vrede. Usædvanlige lyde, lugte og synsindtryk, især efter mørkets frembrud, får de fleste ulvehunde til at advare med en dyb respektindgydende gøen.
Ulvehunden knytter sig stærkt til sin familie og er i dag – hvor den ikke mere må benyttes til jagt – en udpræget familiehund. Den elsker børn og finder sig i det utroligste fra foretagsomme småbørns side. En mere pålidelig børnehund findes simpelthen ikke. Også katte, hunde og andre husdyr bliver helt naturligt betragtet som hørende til familien.
Den er sjældent en enmandshund men holder af hele sin familie og har det bedst i den samlede families skød. I det hele taget er ulvehunde meget selskabelige og bryder sig absolut ikke om ensomhed. En ulvehund trives dårligt ved at at være alene hjemme hele dagen hver dag, mens familien er på arbejde. Drejer det sig om mere end 6-7 timer daglig 5 dage om ugen, bør man enten havde to hunde eller ingen. Når man tager hundens størrelse i betragtning, vælger forbavsende mange den førstnævnte løsning – og opdager, at man har dobbelt glæde og mindre besvær af to hunde i forhold til en.
Når man anskaffer sig en ulvehund, tror man, at det er en hund, man har fået – og opdager senere, at den er mere end det. Ikke for intet har den en fortid som højt værdsat følgesvend gennem tykt og tyndt for irske og britiske konger og adelsmænd. Der er stil og noget menneskelig personlighed over den store irer, den kender sin egen betydning.
Den anser sig for et ligestillet familiemedlem og betragter en plads i sofaen, sengen og ved bordet som en selvfølge – med mindre den fra starten på en venlig og konsekvent måde bliver gjort klar, at visse ting er absolut forbudte. Den skammer sig heller ikke over at delikatere sig med en ubevogtet bøf og bliver fornærmet, hvis den føler sig unødigt irettesat eller kommanderet med. Den vil gerne være med til at bestemme farten i de hjemlige anliggender, herunder den fart, hvormed den kommer – eller ikke kommer – når der bliver kaldt.
Men frem for alt er ulvehunden kolossalt fleksibel. Den indretter sig hurtigt og let under de mest forskelligartede forhold og med de mest forskelligartede mennesker, kun kræver den at blive behandlet med kærlighed og respekt – og giver begge dele tifold igen.
Tekst af Pernille Monberg