Pharaoh Hound

Race
Pharaoh Hound
Oprindelse
Der findes stribevis af arkæologiske beviser for, at racen i mere end 4000 år har set ud, som den gør i dag. Den kom formodentlig før vor tidsregnings begyndelse fra Egypten til flere øer i Middelhavet med fønikiske handelsfolk. Her levede den isoleret og ubemærket og blev mest brugt til jagt på harer og kaniner. Den jager ofte i flok. Tidligt i 1900-tallet kom de første eksemplarer til Storbritannien fra Malta, men først omkring 1960 opstod der interesse for den elegante og værdige hund.
Tekst fra DKK
Pelspleje
Pelsen er kort, glansfuld, tæt tilliggende og varierer i struktur fra fin til lidt mere grov. Den kræver ikke i sig selv nogen pleje, men en daglig aftørring med et opvredet vaskeskind fjerner støv, løse hår og understreger farven. Pelsen yder kun lidt beskyttelse.
Pharaoh Hound – Faraoh’s hund og ven i det gamle Ægypten.
Pharaoh Hounds er en af de ældst kendte domesticerede hunde i historien. Talrige gravmalerier og papyri fra det gamle ægypten vidner om en middelstor race af myndetypen med opretstående ører. Fra disse afbildninger ses det, at hundene primært har været brugt til jagt på harer, gazeller, ibex og antiloper.
Farao Tut Ank Amon
Da faraoen Tut Ank Amon’s grav blev fundet og åbnet, indeholdt den, foruden kongens sarkofag og umådelige skatte, en livagtig Pharaoh Hound i det pureste guld, og indeni den, en mumificeret Pharaoh Hound.
I begyndelsen af 60’erne dannede 10 Pharaoh Hounds, importeret fra Malta og Gozo, basis for racen i England.
Navnet Pharaoh Hound fik racen engang i 1977, da England, som protektor for racen fik anerkendt den standard, som i store træk stadig gælder også i den nye “FCI Jerusalem-model”.
Faraoh’s hund og ven
Englænderne gav racen navnet Pharaoh Hound, som leder tanken hen på racens oprindelse nemlig:
Faraoh’s hund og ven i det gamle ægypten.
Yndefuld, stærk og kærlig
En Pharaoh Hound fremstår som en middelstor hund med ædel holdning og stramme tørre linier. Den er yndefuld, men alligevel præget af styrke. Den er meget hurtig, med frie og lette bevægelser og dens udtryk er opmærksomt og vågent.
En Pharaoh elsker fest og ballade, vild leg på træningspladsen – og charme har den masser af. Pharaohs er åben og venlige af væsen, glade, legesyge og utrolig kærlige overfor hele familien.
Den egner sig glimrende sammen med børn ligesom den kommer godt ud af det med andre husdyr i familien.
Pharaoh Hounds lever tæt sammen med deres familie, ligger gerne i arm, og tæt op ad sine mennesker.
Den elsker, at man snakker med den! Den trives bedst i bløde lænestole og lune dyner. Den hader blæst og regnvejr, men elsker en hurtig spurt ud over markerne eller på en væddeløbsbane.
Næsens farve er, tanfarvet, afstemt efter pelsens varme tanfarve. ørerne bæres opretstående og er meget bevægelige. Pelsen er kort og glansfuld, blød og lækker. Fældning er noget, man mærker meget lidt til.
Af Annette Bystrup


