Podengo Portugues, Stor korthåret/ruhåret
Race
Podengo Portugues, Stor
Kort- og ruhåret
Oprindelse
Racen er meget gammel, men dens baggrund er ukendt. Muligvis er den i nær slægt med racer som faraoh hound, etnahund og podenco ibicenco fra Middelhavsområdet. Måske er den opstået af sig selv i det nordlige Portugal. Den største af de tre podengoer er den oprindelige. Den mellemstore er avlet på særlig små individer, og den lille er gennem århundreder avlet yderligere ned i størrelse.
Tekst fra DKK
Pelspleje
Alle tre størrelser findes i to pelsvarianter. Den korthårede pels er glat og tæt tilliggende. Den langhårede er pjusket og ru som vildsvinebørster og danner et lille hageskæg. Begge varianter er uden underuld og frynser. De fælder kun ubetydeligt, hvis blot pelsen jævnligt børstes grundigt igennem.
Tekst fra DKK
MENTALITET
Racen forekommer i tre størrelser, stor medium og lille. De har samme oprindelse og minder meget om hinanden i væsen, men krydses ikke indbyrdes. Det er livlige, opvakte og robuste hunde. De er venlige og imødekommende i familien, hvor de ofte knytter sig mest til en bestemt person. Over for fremmede er de noget reserverede, men de omgås generelt let andre hunde.
BEHOV
De portugisiske jagtspidshunde er alle livlige og aktive. De har et meget stort behov for at bevæge sig og for tæt social kontakt med mennesker. Navnlig de mindste er udmærkede familiehunde, hvis deres behov for at bruge næsen tilfredsstilles, så deres tilbøjelighed til at følge et spor holdes inden for rimelighedens grænser.