Unghunde/Voksne mynder søger nyt hjem

Fra tid til anden er der en mynde, der kan have glæde af og brug for, at blive omplaceret. På denne side vil vi prøve at gøre det muligt for disse hunde, at finde sin nye ejere/familie. Tag ikke for givet at en hund der søger nyt hjem er "gratis".



Bowie søger nyt hjem

Bowie er en blue brindle Whippet på ca. 15 kg, han er 3.5 år (født d. 21/12/2020) og er en super flot whippet med god stamtavle fra avleren Artmaker's. Bowie bor pt med hans madmor på Østerbro i København og har ikke boet andre steder.

Bowie er den skønneste følgesvend. Han er en trofast og lydig hund som er meget knyttet til sine mennesker. Han er god til at vise sin kærlighed, elsker at ligge tæt på sofaen og holder meget af at blive kælet. Han er tålmodig og har et meget roligt sind når vi er herhjemme. Han elsker selvfølgelig at være med hvor tingene sker, men han er også god til at hygge for sig selv. Han er god til at være alene hjemme hos mig og kan det sagtens med tilvænning andre steder.

Han er utrolig lærenem med tricks og er meget madmotiveret. Han kan kommandoerne "sit", "dæk" (vi bruger også ordet "rolig"), "seng" (for at gå i seng), "pote", "target" (snude på hånd) og nogle flere. Han kommer altid når man kalder, medmindre han har set et egern eller er i god løbe leg. Han elsker at hoppe op på træstubbe og har et godt jagtinstinkt.

Han har også et nervøst sind og er derfor meget på vagt når vi går tur, hvilket giver sig mest til udtryk inde i storbyen. Han er ikke så glad for store menneskemængder og at skulle gå forbi fremmede på smalle fortove. Han kan også blive meget bange for løbere og løbehjul/skateboards. Han er dog altid venlig når vi møder fremmede og vil gerne snuse og blive til et klap eller to. Han er noget nervøs omkring hunde han ikke kender og især store hunde. På gåture kan det vise sig i at han gør og hvis han er fri kan det vise sig i for voldsom leg. Hvis der er plads på turen til at han kan fjerne sig fra situationen, er han god til at give sig selv plads og blive rolig. Det er meget tydeligt på Bowies adfærd at han trives bedst når der er god plads, som i større parker, uden for mange andre hunde.

Bowie er generelt gladest for andre mynder og især mynde tæver, men hans bedste ven er en corgi tæve. Når han først har lært en hund at kende er han meget sød og venlig, men kan godt finde på at indlede for voldsom leg. Jeg tror at Bowie vil trives godt i et hjem med andre hund, hvor han kan være en del af flokken. Bowie har ikke meget erfaring med at omgås børn, men har været sød og venlig overfor de få, han er blevet introduceret for.

Det er meget tydligt at hans nervøsitet er værst inde i byen, da han hele tiden bliver konfroteret med hans triggers. Derudover er det mest sammen med mig, da han er meget overbeskyttende overfor mig. Han er på noget angstdæmpende medicin lige nu, men det er en lav dosis og burde ikke være nødvendigt når han har fået ro på.

Bowie skal også finde sig en ny madmor/madfar der har et roligt og kærligt sind. Selvom jeg har al kærlighed i verden til min søde Bowie, har det været en kamp at give ham en rolig leder, da jeg selv har lidet af angst og depression de sidste år. Det er vigtigt at han ikke trænes med straf og skæld ud, men med positiv forstærkning og klare grænser.

Overtagelsen af Bowie kommer med hundepas, alle vacciner (lige blevet fornyet) inkl. rabies, cavebeds, forskellige dragter og alle hans ting.

Henvendelse til Pernille på:
Mail eller telefon +45 41 62 89 07



Følgende regler gælder for optagelse på omplaceringslisten.

1. Kontaktpersonen på annoncen skal være medlem af Myndeklubben.

2. Optagelse på listen koster 100 kr. pr. hund for 3 måneder.

Henvendelse vedr. optagelse bedes rettet til annettenyholm@hotmail.com, tlf.:+45 2611 2545

3. Forlængelse på omplaceringslisten efter 3 måneder, koster 100 kr. pr. måned.

4. Det skal straks meddeles Annette Nyholm, når alle hvalpene er solgt.

5. Betaling kan ske ved at sende en check til
kasserer Allan Dambo Nielsen, Damvænget 17, Jebjerg, 8870 Langå
eller ved giro 5 59 58 86 eller via homebanking nr. 1551 0005595886