Racebeskrivelse Italiensk Mynde

Vindhauses Rafaella

Den Italienske Mynde er undtagelse af reglen

Den er en meget livlig, kvik og intelligent charmetrold, som tryllebinder og gør dens familie til dens slaver! Man opdager hurtigt at synet bedrager mere end hos nogen anden race! Deres små elegante kroppe gemmer på nogle kloge, nysgerrige, beregnende, selvbestemmende væsener, som med det samme indtager alles hjerter! Tit sker det, at kvinden i huset falder for racens elegante og handy størrelse, mens manden meget heller vil have en større hund. Men netop denne lille race har en utrolig stor følge af mandlige beundrere! Den er simpelthen ikke til at afvise og inden længe er alle fortabt og overgiver sig!

Vindhauses Alessia Den er ikke så meget for at ligge og dase hele dagen, som de øvrige mynder.
Den kender ikke til dovenskab og synes at der skal ske noget hele tiden, helst med den som midtpunkt! Om nødvendigt, opfinder den selv mange sjove numre og er så underholdende at den fungerer også som familiens personlige hofnar - men en hofnar der samtidig er lynende intelligent. Den kan sætte liv og glade dage i enhver familie!

Som hvalp er den naturligvis livlig og aktiv, og man skal passe på at den ikke skader sig selv. Hvalpe kan ikke skelne mellem 5 cm eller 5 m og de springer op på borde og stole og tror at de blot kan "flyve" ned igen! Så vidt muligt skal man holde dem ved jorden i starten, til kroppen har udviklet sig. Skulle man finde sin Italienske Mynde stående alt for højt oppe på et bord, skal man endelig ikke skælde ud, men liste sig blidt og kærligt frem og løfte den forsigtigt ned igen. En af de største fornøjelser ved at have Italienske Mynder, er at se dem løbe og lege i fri udfoldelse når man går ture med dem.
2 kuld hvalpe: Vindhauses Rocco, Romano & Rosa (grå) Sorento (sort) Santino, Serena, Sandra & Simonetta (isabel)

Motion

Italienske mynder skal helst motioneres hver dag som enhver anden hunderace. Hvis ejeren har tid, kan de nemt løbe en 1 1/2 - 2 times tur og komme hjem igen ligeså frisk som om de aldrig var kommet ud! De hader kulde, blæst og regn fordi de mangler det overflødige fedtlag som andre hunderacer har. Derfor er det godt at give dem et dækken på i dårlig vejr. Hvis man gerne vil have en nem og kærlig lille hund, som man kan tage med alle vegne, som er underholdende i alle de vågne timer, som man let kommer til at grine højt ad, og kan råhygge sig sammen med - så skal du have en Italiener!

Udseende

Den Italienske Mynde er nok den mest ekstreme elegante af alle mynderne. Lange ben, opkneben bug, finmejslet hoved med rosen ører og et kærligt, intelligent udtryk.
Som navnet på engelsk antyder, (Italian Greyhound) er de en Greyhound i miniature udgave. De skal være helt uden de fremstående øjne, æblerund isse og dværgpræg, som så mange andre miniature racer har.
Størrelsen er for hanner og tæver er maks 38 cm ved skulderen, og minimum 33 cm. Størrelsen variere meget og fra et kuld kan der være søskende af forskellige størrelser.
Et særligt kendetegn for racen er dens meget elastiske gangart.
Den Italiensk Mynde har ved 9 mdr. - 1 års alderen opnået fuld skellethøjde. Brystkassen fortsætter med at vokse indtil ca. 18 mdr. alderen. De kan blive meget gamle, 15-16 år er ikke usædvanligt.

Farve

Italienere skal helst være ensfarvede i de FCI lande, som Danmark er medlem af. Små områder af hvidt er tilladt på brystet og tæerne, men ellers skal de fremtræde i én farve, uden forstyrende aftegninger. Hvis man ikke skal udstille ens hund, kan man være heldig at få en hvalp, som på alle andre måder er "perfekt", blot at den har et lidt for stor hvid plet, så opdrætteren ikke kan udstille den. Pelsen er fin, glat og altid ren, den støver og lugter ikke og er nem at holde. I hjemmet er Italienerens krav få og enkle: Den elsker varme, menneskers nærværelse og opmærksomhed, komfort og husets bedste stol - helst under et tæppe! Fra tidernes morgen har racen været betragtet som en del af familien og falder til naturligt og lykkeligt i et hvert hjem, og samtidig er den en fryd for øjet. Den er en slags levende kunstværk!

Historisk resumé

Den Italienske Mynde er en urgammel race i slægt med Greyhounds, og måske stammer den fra det gamle Egypten. Der altid har været nogle små greyhound typer, det kan man se i mange kunstværker op gennem tiderne og så langt tilbage som gravfund i Egypternes pyramider er der fundet balsamerede hunde som ligner Italienske mynder. Navnet er ikke så meget fordi den kommer fra Italien, men fordi de optræder så ofte i kunstværker i gennem alle årerne i landets historie. De har altid været populær som hoffets og fyrsters hunde. Over hele Europa findes der gamle historier og fortællinger, fornemme statuer, gobeliner og malerier af Italienske mynder sammen med deres royale ejere.

Artiklen er venligst udlånt af Janet fra www.mynder.dk